Habitater & skulpturer

Vådområde

Vi har undladt at lave et vådområde med vand på ASIM, dels af sikkerhedshensyn, og dels fordi vi gerne vil have, at besøgende børn og voksne kan komme tæt på de forskellige skulpturer og bruge dem i leg.

I løbet af Maglemosejægernes periode var klimaet i Danmark det såkaldte boreale klima, og udpræget fastlandsklima. Det var et varmere klima, end vi har i dag. Faktisk var det så varmt, at sumpskildpadden ynglede i Danmark på dette tidspunkt.

Ferskvand har naturligvis spillet en stor rolle. Dels fordi Maglemosefolkene selv skulle have noget at drikke for at leve. Men ikke mindst fordi vandhuller, åer og søer også var samlingssteder for dyr, bytte, når Maglemose mennesket var på jagt. Endelig indeholder vandet fisk, som har været en populær spise.

Alle udgravninger af bopladser fra denne tid frembringer altid store mængder fiskeben, som viser at fisk har spillet en meget stor rolle.

Fisk

Faktisk var søerne et regulært spisekammer for Maglemosetidens mennesker, og de blev intensivt udnyttet af de, der boede i nærheden af dem. Der var især én af de største fisk, gedden, man gik efter. Ofte kunne man fange gedder på over 10 kg.. Gedden var udbredt overalt, i søer, moser og større åer. I parringstiden svømmede gedden ofte i lavvandede plantebevoksede områder nær bredderne, og her fangede Maglemosefolket den i store mængder.

Til fiskeriet kunne Maglemosefolket bruge store kraftige fangstkroge af ben eller hjortetak. Ved Neverkær har man fundet en sådan krog. De var nok mest til dybt vand. Det mest almindelige var tilsyneladende lysteren og fiske-spyddet. Man lavede spidserne af ribben eller rørknogler. Disse spidser kunne være forsynet med én eller få modhager. Og det er også i denne tid, at ruserne dukker op. Under fiskeriet kunne man også bruge en såkaldt ”pulse”, som var et hvælvet træstykke på et skaft. Når man stødte pladen mod vandoverfladen, skræmte man fiskene ind i et net eller en ruse.

Stammebåde

Maglemosefolket kunne bevæge sig hen over vandet i stammebåde. Meget af fiskeriet fra søer og vandløb foregik i båd. Stammebådene blev udhugget af en hel træstamme med flinteøkser, og de er et godt bevis på stenalder håndværkernes kunnen. De kendes op til 12 m. lange, med en bredde på ca. 60 cm. og med sider, som kun er et par centimeter tykke.

Der er fundet en padleåre af hasseltræ fra Maglemosetiden. Den er fundet ved Ulkestrup i den Sjællandske Åmose, den er ca. 120 cm. lang. Den kan ses på Nationalmuseet.

Og de havde mange fisk at tage af. Det kunne være den store ferskvandsfisk, brasen, der kunne bliver 50-60 cm lang, og den i Danmark nu uddøde malle, der kunne have en længde på op til 2 m. Der var også karusse og den meget sky suder, der også bliver kaldt for ”mosens skraldemænd”, fordi de lever af snegle, muslinger, dafnier og forrådnede plantedele.

Så var der også ål, aborre og skalle, som sommeren igennem strøg i små stimer langs søbredderne.

Ræven

Ræven bor i en rævegrav. Der er et netværk af gange og huler, som ræven graver i jorden. Rævegraven findes tit et sted, hvor der er en skrænt eller en bakke. Rævegraven kan være stor eller lille. De store rævegrave er gravet af flere generationer af ræve.

Rævegraven har flere udgange, så ræven kan slippe væk, hvis den bliver truet inde i hulen. Nogle af udgangene er skjulte. Prøv selv at undersøge en rævegrav, og området omkring den, og se hvad du kan finde af indgangshuller!

Ræve lever i par eller familie-grupper på et territorium. Rævene lever også alene en stor del af året. Hannen og hunnen lever sammen i parringstiden i januar og februar og de første fire uger efter ungerne er blevet født. Derefter er hunnen alene med hvalpene til september-oktober.

Rævene afmærker deres territorium med dufte. Duftene viser andre ræve at området er optaget.

Rævene har duftkirtler mellem trædepuderne på poterne, og med dem afsætter de duftmærker på de stier (veksler), de træder langs deres territorium.

Samtidig afmærker de deres territorium med duftstoffer i urin og rævelort.

Ræve-grævlingegraven

Pels

Maglemosetidens jægere tog, hvad de kunne finde. De skulle skaffe kød til at spise, og de skulle også skaffe pelse til at have på, til at holde varmen i, når det blev køligt, og til at sove og sidde i.

Af pelsdyr gik de efter ulv, ræv, bjørn, skovmår, ilder, grævling, odder vildkat og los. Og stødte jægerne på egern, bæver, hare og pindsvin, så blev de også nedlagt.

Her på ASIM har vi valgt at fokusere på ræven og grævlingen, som ofte bor i huler i skråninger eller i bakker. Begge er dyr, der findes i vores lokalområde den dag i dag og som der er forholdsvis mange af.

Det er således dyr, vi kan være heldige at se, når vi vandrer i naturen heromkring Andebølle.

Grævlingen

Grævlingen bor i sin grævlingegrav. Graven er et underjordisk netværk af gange og huler, som grævlingen graver ind i en skråning. Graven kan blive mægtig stor med mange indgange og udluftningsrør. Og grævlingen udvider den hele tiden.

Grævlingens grav går i arv fra generation til generation, og den kan blive flere hundrede år gammel.

Grævlingen graver sine gange med forbenene. Den skubber den løse jord op gennem gangene og ud ad indgangshullet ved at gå baglæns, og slæbe jorden med sig med hagen og forbenene.

Man kan altid kende en grævlingegrav på, at der ligger bunker af løs jord udenfor, men ikke kranier og knogler som foran rævens hule. Inde i hulen laver grævlingen et blødt leje af tørt græs og mos og blade.

Grævlingen er et socialt dyr, og tit bor der flere grævlinger i den samme grav. Man har talt op til 12 grævlinger der delte hule. Når flere grævlinge bor sammen, kalder man det en klan. Grævlingerne i klanen hjælper hinanden med at passe på deres territorium.

Grævlingerne mærker grænserne til deres territorium af med små grævlingelorte. Samtidig har grævlingen et “stempel” som den kan sætte duftmærker med. “Stemplet” sidder lige under halen som en lille spalte på tværs. Grævlingen kan “stemple” græs og jord ved at sætte bagdelen ned mod jorden. Når den stempler, sætter den lidt duft af på stedet, og viser dermed andre grævlinge, at stedet er optaget. Grævlingerne i en klan stempler også hinanden, så de alle dufter ens.

Det er ikke mange mennesker, der har set en grævling. Den jager mest om natten, og så er den meget sky. Hvis man skal se den, skal man tidligt op, og så skal man være meget stille. Så det var en udfordrende opgave, Maglemosefolket havde, med at jage den og få dens skind.

Graven i Ravnebankeskoven

Ræven og grævlingen kan også dele hus. Ræven er ikke så god til at grave. Den vil gerne bo i grævlingens gamle huler, og hvis graven er stor, gør det ikke grævlingen noget.

Grævlingen kan også overtage en hule fra en ræv. Så rydder den alle de kranier og knogler, som ræven har efterladt i hulen ud, og flytter ind med græs og hø.

I Ravnebankeskoven ved Skovmøllevej tæt på Andebølle kan man finde en stor grav, hvor der både har boet ræve og grævlinger.

Engområde

Jagt

Med Maglemosekulturen skete en teknisk revolution:

For det første opfandt de flintøksen, så træer kunne fældes og bl.a. udhules og anvendes til stammebåde. Og så fandt man på at benytte mikrolitter (små sten, ofte små flinteflækker), der monteres flere sammen som spids og/eller modhager på kastespyd og pile.

Årstidernes jagt

Det må have været sådan, at hver vildttype havde sin sæson. Tidligt på vinteren jagede de måske storvildt, som var nemt at spore på grund af de nøgne træer, og takket være deres spor i den mulige sne. Det vides at Maglemose jægerne nedlagde urokse, elg, kronhjort, rådyr og vildsvin.

Vinteren kan også have været sæsonen for pelsdyrjagt. Desuden var det nemt at få fat i nogle af de mange sæler sidst på vinteren, når de gik på land for at føde deres unger.

Foråret kan have været en vanskelig tid, men så kunne man indsamle fugleæg og gå på fuglejagt. Maglemose jægerne var i det hele taget meget alsidige i deres valg af byttedyr. De fangede traner, viber, skalleslugere, lappedykkere, blishøns og hejrer. Det er blevet påvist, at når alt andet slog fejl, gik de ikke af vejen for også at spise pindsvin.

Uroksen

Maglemose jægerne veg ikke tilbage for at angribe selv de største dyr.

Uroksen levede i Europas skove gennem hundrede tusinder af år. Den var større end vores tamkvæg og med længere ben. En fuldvoksen tyr var mellem 165–185 cm høj, mens køerne var noget mindre. Hornene var lange, tykke og fremadbuede. I Danmark findes to komplette urokseskeletter fra Maglemosetiden.

På den ene urokses skellet fandt man ni pile, lavet af fyrretræ siddende i kroppen, som den blev ramt af, da den flygtede fra jægerne. To i højre og syv i venstre bagkrop. Pilene var med flinte-spidser og påsat mikrolitter, og de frembragte derfor store blødende såråbninger. Med blodet fossende ud af sårene flygtede oksen ud over en brink og ud i en lille sø. Vi har valgt at billedliggøre denne urokse.

Hvis en jæger i stenalderen nedlagde en urokse, var familien sikret flere hundrede kilo kød.

Bue og pil

Man har fundet jagtbuer fra Maglemosetiden. De er lavet af skyggevokset, det vil sige langsomt vokset, knastfrit elmetræ med en diameter på mellem 6 og 10 cm.

Buemagerne har undgået at bruge kerneveddet. Buerne måler 154-170 cm. Visse detaljer tyder på, at de på ydersiden har haft en forstærkning af sener for at give dem større elasticitet. De har haft en meget betydelig spændkraft, det ser man af dyreknogler, som man har fundet på bopladserne, de viser tit læsioner fra indskudte pilespidser, som er trængt dybt ind i knoglen.

Det anslås, at buernes trækvægt har været omkring 25 kg. Buerne har håndtag på midten, og de er gjort tyndere på den yderste fjerdedel i hver ende. De synes ikke at have haft kærve i spidserne til at binde strengen fast i, så måske har de oprindeligt været udstyret med pålimede spidser af horn eller ben med kærv.

Maglemose jægernes pile var fremstillet i to dele. Nemlig en del med pilespids på omkring 10 cm. og den anden del med resten af pileskaftet, sikkert monteret med styrefjer. Fordelen var, at når en pil blev skudt ind i et dyr, ville delen med styrefjerene falde af og kunne opsamles og genanvendes, hvis dyret eventuelt slap væk med den korte del af pilen med selve pilespidsen.

Det største arbejde ved at lave en pil må have været at rette pileskaftet og isætte styrefjer.

Meget ofte havde pilene ikke en egentlig pilespids af flint, men var påsat mikrolitter i en fure ved spidsen. En sådan pil ville sandsynligvis frembringe et stort indgangshul, så dyret forblødte hurtigere.

Glenten

Af rovfugle har vi valgt at fokusere på Glenten. Det er fordi, vi her i Andebøller ofte ser den røde glente på majestætisk vis flyve rundt over skovene og moserne.

Den røde glente yngler i åbne landskaber med spredte skove, gerne i nærheden af vandløb, søer eller moser. Glenten overtager ofte andre større fugles reder i høje træer som f.eks. ravne- eller musvågereder. Reden pyntes gerne med f.eks. papirstumper, farvet plastic, reb o.lign. Den røde glente når ynglealderen som 2 årig og får et kuld med 2-3 æg i slutningen af april til starten af maj.

Den røde glente spiser en del forskelligt, men er især kendt som specialist i at finde og fortære ådsler. Derfor har fuglen en vigtig rolle som “naturens skraldemand”. Men glenten er også i stand til selv at jage og dræbe sit bytte. Ungerne fodres således især med friskfangede padder, krybdyr, mus, rotter, hareunger, småfugle, kragefugle og måger. Glenten tager de byttedyr, der er mest talrige på ynglestedet.

Med sin lange, kløftede hale, de lange kontrastrige vinger og den rustrøde farve er den røde glente en smuk og iøjnefaldende rovfugl. Den er ca. 25% større end musvågen. Den har et vingefang på 145–165 cm og er 60–70 cm lang. Hunnen er lidt større end hannen.

Den røde glente er en fantastisk flyver, der under fødesøgningen flyver ret lavt over jorden, hvor den ofte stopper op i luften, vender rundt og daler ned mod jorden for at undersøge et muligt bytteemne. Når den markerer sit redeterritorium kan den “hænge” i timevis som en drage over skoven, deraf dens engelske navn “kite”.

Den smukke rovfugl betragtes som en af de mest sårbare og truede rovfuglearter i Europa. En gang var rød glente en af landets mest almindelige og vidt udbredte rovfugle. men pga. beskydning og giftudlægning blev arten udryddet i starten af 1900-tallet. Men nu er arten på vej tilbage, og ynglebestanden er fortsat i fremgang i Danmark.

Rovfuglerede

Et andet område, hvor bue og pil virkelig kommer til sin ret på denne tid, er i jagten på fugle. Selvfølgelig er det vældig sandsynligt, at man har brugt fælder og snarer mm. Men de har ikke efterladt spor, man kan finde i dag.

En pil var nok det mest naturlige valg, hvis man havde nogle, når det gjaldt fuglejagt, især når det gjaldt store fugle.

Fuglevildt er relativt set mere sparsomt repræsenteret end andre dyr og fisk i knoglematerialet, der er fundet fra Maglemosetiden. Men artsrigdommen er til gengæld stor.

Af bopladsernes knogler kan man se, at det bl. a. drejede sig om lom, lappedykker, skarv, hejre, rørdrum, stork, svane, gås, diverse arter af ænder, skalleslugere, ørne, glenter og våger, samt tjur, trane, vadefugle, måger, spætter og kragefugle.

Rovfuglene har formentlig primært været jaget for fjerenes skyld.

Skovområdet

Fra ca. 9.000 f.Kr. begynder skoven at ændre sig fra den åbne birke-fyrre-hasselskov til en mere varmekrævende tæt blandet løvskov med især elm, eg, lind, ask, hassel og bævreasp. Birken, som var et af de hyppigste træer, blev fortrængt af fyrren. Der har desuden været en del rønnetræer og buske af pil og ulvsrøn (kvalkved).

Humlen har snoet sig talrigt i træer og buske, og der har vokset vedbend enkelte steder. Misteltenen var også kommet til landet dvs. at klimaet har været mindst lige så varmt som nu.

På åbne steder kunne man finde bittersød natskygge med røde bær. Der har kun været få urter i skoven, som vel har været højt krat, kun med enkelte lysninger med græs, bynke, hedelyng og ørnebregne.

En væsentlig fødekilde for Magelemosefolket har været hasselnødder, som blev samlet i store mængder. Der ud over samlede de rødder og bær bl.a. hindbær.

Over alt har der været søer, åer, moser og sumpe. Der har vokset tornfrøet hornblad, aks-tusindblad i det næringsrige vand. Hvor søen var mere lavvandet groede der hvid åkande, gul åkande, vandaks, gulblomstrende fredløs, snerre, rødblomstret kattehale, hjortetrøst og andemad. Ligesom der ved den lave søbred kunne gro halvgræsser, mjødurt og bukkeblad. Og nær bredden har der været rørsumpe med dunhammer og pindsvineknop. I øvrigt kender man eksempler på indsamling af åkandefrø, så dem har man nok også spist, som pinjekerner!

Allergivenlig beplantning

Som udgangspunkt ønsker vi her på ASIM, at beplantningen tilgodeser alle børn og voksne, også pollenallergi-kere. Det betyder, at vi ikke har plantet hassel, om end det var en hyppig træsort og en vigtig fødekilde på den tid.

Beplantningen her skal, når den er vokset til, udgøre et krat med træer og buske.