Historien

Bopladserne

Koelbjergmanden blev fundet i 1941 af Svend Andersen, som var ude at grave tørv i en mose tilhørende Grøftebjerggård i Koelbjerg.

Svend Andersen lagde fundet på kanten af tørvegraven og gravede videre. Der lå det, indtil en lærer kom i besiddelse af kraniet og de dele af skelettet, der endnu var tilbage. Nogle lokale drenge havde nemlig opdaget fundet og solgt nogle af knoglerne til benmanden for 2 kr kiloet. Men kraniet og flere af knoglerne er heldigvis bevaret og er i dag udstillet på Odense Bys Museer.

2. KoelbjergManden blev fundet cirka ved det udgåede træ midt i billedet. Billedet her er fra 1986, 45 år efter han blev fundet. Findestedet er her set fra nordvest. Findestedet har ændret udseende siden 1941, og befinder sig i dag i en lille privat skov.

Maglemosekulturen

Perioden fra 8.900-6.400 f.Kr. kaldes Maglemosekulturen.

Fra denne periode stammer de ældste sikre vidnesbyrd om oldtidens boliger og de ældste menneskeknogler, som Koelbjergmandens.

Maglemosekulturens mennesker levede som skovjægere, hvilket klart kommer til udtryk i deres redskaber. For det første bliver der på dette tidspunkt opfundet øksen, så træer kan fældes og bl.a. udhules og anvendes til stammebåde. For det andet begynder man at bruge små sten, f.eks. små flinteflækker, der monteres flere sammen som od og/eller modhager på kastespyd og pile.

2a. De arkæologiske perioder.

Koelbjergmanden levede i Maglemosekulturen.