En sådan sten med indhugget indskrift er en halvdyr affære. Men vi har været så heldige, at en lokal virksomhed, Anlægsgartner Jørgen Kristensen på Middelfartvej 105, donerede den flotte sten.

Selve indskriften koster 60 kr. pr. bogstav (inklusiv transport af stenen) hos en stenhugger. Med tankestreger og komma’er er der 119 bogstaver i indskriften på stenen.

Vi fik rabat fra stenhuggeren, da han hørte om det gode formål med stenen.

Nogle af byens aktive gjorde en plads klar til mindestenen, og et lokalt firma, Scan A/S i Vissenbjerg, donerede et metalskilt, der er opsat ved stenen, og fortæller om mindestenens betydning.

Endelig blev stenen finansieret ved, at vi solgte bogstaverne fra indskriften på stenen på Andebølle Ka’ Da’en, ét ad gangen. Et bogstav for 75 kr. Resten af stenen finansierede lokalrådet.

Tak til alle, der bidrog!

Historien om Dines Hansen 2.

På et tidspunkt blev de stævnet for ulovlig skovhugst, men frikendtes, og det var muligvis den sejr, der gav dem modet til at tage det brændende spørgsmål om hoveriet op i 1712.

Vigtigst for dem var afskaffelsen af hoveriet. De blev tvunget til hoveri i samme omfang som fæstebønderne og ikke kun ¼. Denne sag fik de også medhold i.

Men forholdene blev efterhånden mere og mere utålelige. De blev pålagt flere og flere byrder. De klagede til kongen men fik i stedet for i 1738 ordre til at bevise deres påståede selvejerrettigheder.

Men endelig, en generation senere, i 1764 skete der imidlertid noget, som gav de 36 bønder nye muligheder. Kongen begyndte at afvikle ryttergodserne. Ved en auktion i Odense solgte han hele det fynske ryttergods, og bønderne bød på herligheden, (altså deres jord, som var overejet af kongen).

Der gik et par år med ansøgninger med svingende udbytte, og da de til sidst ikke hørte noget fra regeringen, sendte bønderne deres to repræsentanter Dines Hansen og Niels Christiansen til København, hvor Dines Hansen forfattede en ny ansøgning.

Den blev imødekommet, og de fik eftergivet en fjerdedel af købesummen. De 36 bønder følte sig nødsaget til at indgå afgørelsen. De var udmattede efter så mange års kamp, og de vidste at kongen havde magten og dermed retten. Og så endelig i 1768 kunne de nu købe kongens rettigheder i gårdene. De fik tilsammen eftergivet 9046 rigsdaler 89 skilling af den samlede købesum på 36187 rdl. 69 sk. (1 rigsdaler er lig med 2 kroner).

Det var en sejr, der skabte præcedens for bønder i andre sogne, som fik samme eftergivelse.

Dines Hansen har givetvis været en betydelig bondemand. Han udførte et ihærdigt og besindigt arbejde, og han har haft både det talte og det skrevne ord i sin magt. Og så har han næret de andres tillid. Han var en af dem, der gik forrest og gjorde en forskel.

20 år senere i 1788 startede stavnsbåndets ophævelse, og vi vil i al beskedenhed tilskrive Dines Hansen en del af æren. Sammen med de andre bønder tog de kampen op og banede vejen for forandringer og demokrati.

Historien om Dines Hansen 1.

Her er historien om Dines Hansen og hvad der foregik på hans tid, som den blev fortalt af Marian fra lokalrådet i forbindelse med afsløringen af mindestenen

Dines Hansen var bonde i Andebølle. Han boede på Drudgården, som ligger lige bag ved mindestenen på hjørnet af Bygaden og Andebøllevej.

Dines Hansen er en interessant mand af en helt særlig grund.

Han var en af hovedpersonerne i en retssag mod regeringen, som førte til sejr i 1768, så lad os tage et historisk tilbageblik.

Tilbage i 1628 i Vissenbjerg starter en gruppe bønder en retssag mod regeringen om deres rettigheder som selvejere. Den kommer til at vare i 140 år. Det vil sige næsten 5 generationer og under 7 konger. Den starter under Christian d. 4. og slutter under Christian d. 7.

Striden handlede om, hvorvidt de 36 bønder var selvejere eller ej. Regeringen afviste det, mens bønderne anså det som en selvfølge.

Vissenbjerg sogn regnedes på den tid som selvejersogn. Det betød, at sognet var forskånet for et høre under en bestemt herregård med alle de betingelser, som fulgte med. Dog var det kongen, som havde herlighedsretten til selvejergårdene, og herlighedsretten var det samme som en overejendomsret til jorden, og det udløste en afgift til kongen.

Det var bøndernes ansvar at bevise deres rettigheder. Det kunne ikke alle. Nogen havde mistet deres papirer f.eks. ved brand. Men de holdt sammen og påberåbte, at alle 36 havde samme ret.

I modsætning til fæstebønderne havde selvejerne nogle rettigheder, som de holdt stejlt på. De skulle f.eks. kun udføre ¼ af det hoveri, som fæstebønderne skulle. De kunne også sælge deres gård eller lade deres gård gå i arv (Dines Hansen havde selv arvet Drudgården).

Igennem 140 år kæmpede de og holdt stædigt på deres rettigheder som selvejere. Bønderne var drevet af frihedstrang, udholdenhed og sammenhold.